Med en smartphone får du mulighed for en simpel genvej gennem mange forskellige apps, der gør diverse problemer lettere at løse, og gør hverdagen lidt mere overskuelig. Du kan tjekke forskellige sager her og nu, fremfor at skulle vente, til du er kommet hjem foran computeren eller lignende.
Med denne artikel vil du få tips til forskellige apps, som kan være brugbare i hverdagen. De kan ikke trylle aftensmaden frem eller sætte vaskemaskinen i gang, men de kan hjælpe dig lidt af vejen.
E-boks
Den kære e-boks er vi alle bekendt med. Den benyttes som postkassen til modtagelse af forskellige former for breve. Appen giver dig mulighed for hurtigt at tjekke din e-boks, uden at skulle finde en computer frem eller nemID, da du kan bruge fingertouch eller en personlig kode.
Ønskeskyen
Vi har alle hørt spørgsmålet ”hvad ønsker du dig?”, og det er altid, når man får dette spørgsmål, at man ikke aner, hvad man skal ønske sig. Med Ønskeskyen kan du notere forskellige ønske løbende, når du støder på dem i en butik eller på en webshop. Den giver et overskueligt overblik over ønskerne ved brug af billeder, samt gør det let for giverne at finde gaverne, hvis man integrerer det med et link til ønsket. Derudover kan giverne markere, når de har købt en ting, så andre givere kan se, at dette ønske allerede er opfyldt.
Minetilbud.dk
Minetilbud.dk samler samtlige tilbudsaviser i en app, hvor du kan sortere dem efter navn eller afstand. Du får et hurtigt overblik over de forskellige tilbud, og kan samtidig skåne miljøet ved at minimere papirforbruget. Der er netop blevet lanceret en funktion, der kaldes ”ugens bedste”, som viser dig de allerbedste tilbud i ugen aviser, så du ikke går glip af dem.
Kemiluppen
Med Kemiluppen får du mulighed for at tjekke dine personlige plejeprodukters indhold for hormonforstyrrende, kræftfremkaldende og allergifremkaldende stoffer. Du scanner blot produktets stregkode og dernæst får du svar. Produkterne er inddelt i tre kategorier grøn, gul og rød kolbe, som viser Kemiluppens vurdering af produktet.
Wunderlist
Wunderlist giver dig mulighed for at lave forskellige former for to-do lister, indkøbslister og lignende, som du kan dele med resten af familien. På denne måde undgår I, at der pludselig står 5 mælk i køleskabet, fordi flere i husstanden har tænkt ”vi mangler mælk”, da de stod i supermarkedet. Derudover kan du tildele forskellige gøremål til forskellige personer, som er en del af den fælles liste, så man får hver sine opgaver.
112 app
Denne app giver dig ikke som sådan en lettere hverdag, men hvis uheldet skulle være ude, og der er behov for hjælp, kan alarmcentralen lokalisere din telefon, hvis du blot har downloadet og aktiveret appen. Dette gør at hjælpen kan nå hurtigere og nemmere frem.